Det første skridt...

Hej og velkommen til AnnaRita Artshow

Denne blog kommer mest til at handle om alle de ting man får smidt i hovedet af informationer (jeg smider kun det gode videre) og hvad der ellers rumstere af tanker i en, til nogle tider, verdensfjern teenager med hang til Indie, tykt papir og lakrids. 

København # 1

Der er bælgmørkt, kun lyset fra byens vinduer er guidelinen til vores langsomme skridt. Det er ikke første gang vi er her, heller ikke første gang vi er her sammen, to mennesker som tit ikke kan sove. Søerne har altid været stedet. Stedet vi gik hen for at reflektere, for at mødes eller være alene. Hvor vi gik fra hinanden og senere, langt senere, fandt sammen under broen til den næste sø. Det er efterår i københavn, lugten af råddenskab rammer næseborene hver gang vi træder på dyngerne af de nedfaldne blade. Vores sko bliver langsomt mere og mere gennemblødte, gummisko svupper og blander sig i vores samtale.

Man møder altid mennesker her, om det så er morgenjoggerne eller den ensomme bums på udkig efter en ledig bænk. I nat møder vi en hundelufter og torsdagsbranderter på vej hjem til den varme seng, måske en andens. Det er koldt, virkelig koldt, og du har lånt mig din jakke, hvilken gentleman du altid er. Vi går forbi Planetariet og stirrer ud på søen, hvor midten er oplyst af en kæmpe stor lampe, skjult af vandet. Kun os nattevandrere kender til den, i dagslys er den ikke at se. Der er så mange lyde i byen, hver by med sin egen unikke lyd. Her på det sidste synes byen kun at lyde af sirener og cykelklokker, af finanskrise og violin. Når du har været her længe nok, bliver det bare summen fra baghovedet i stedet for den søvn-forstyrrer, vi fra provinsen oplever. Det begynder at regne let, men det gør egentlig ikke noget. Min mascara danner sine egne billeder på vej ned af mine kinder. Vi sætter os på en af bænkene og deler en smøg. Du ryger kun grønne Kings nu. Du vil gerne leve sundere, siger du. På bænken har én ridset ordlyden “ulykkelig kærlighed er de rigtige ord sagt af den forkerte”, jeg læser det højt for dig i skæret fra din lighter og du smiler, ryster lidt på hovedet. Jeg går derfra med følelsen af, at vi en dag bliver verdens lykkeligste mennesker - det var vi bare ikke i aften...